Det er kompliceret at søge visa til Kina. Vi vil ikke pakke det ind for dig. Det er en omstændig proces, men til gengæld er det ikke så svært, hvis bare du gør det rigtigt. Det kræver en hel del forskellige dokumenter, som vi vil liste her i artiklen. Så bliver det nemmere for dig.
Hvis du kun har op til 144 timers transit i Kina, hvis du eksempelvis skal have et fly ind og ud af landet, behøver du ikke nødvendigvis at have visum. For en sikkerheds skyld bør du dog forhøre dig på visumkontoret først, så du slipper for ubehagelige overraskelser midt i din ferie.
Dette skal du bruge
Som sagt kræver det en række forskellige dokumenter, hvis du skal have visum til Kina. Du skal bruge:
- Dit pas
- En kopi af informationssiden i dit pas
- En udfyldt, printet visumside (dette finder du online)
- Scanning af et pasbillede samt fysisk pasbillede – det samme billede
- Hvis du har været i Kina før: Fotokopi af det gamle visum
- En invitation fra en enhed eller person i Kina ELLER hotel/hostel bookinger for hele din rejse
- En flybillet ud af Kina igen
Når du har styr på dette, har du styr på det meste.
Sådan søger du
Du skal bestille en tid på det kinesiske visumkontor. Hvis du skal søge et ekspresvisum, hvor det udstedes hurtigere end normalt, skal du have en tid på visumkontoret før klokken 13.30.
Hvis I er en familie, kan I ansøge på samme tid.
Når du skal have visum, er det ikke nok at sende dine dokumenter til visumkontoret. Visumkontoret skal nemlig blandt andet have dine fingeraftryk. Den eneste undtagelse til dette er, hvis du er under 14 år, over 70 år eller hvis du indenfor de seneste fem år allerede har givet fingeraftryk og har samme pas.
På visumkontoret vil du blive stillet spørgsmål såsom: “Hvad skal du i Kina?”, “Hvor længe er dit ophold?” med mere. Du skal skrive under på, at visumkontoret må hente oplysninger om dig, og at alt, du har skrevet, er sandt.
Derudover skal du udfylde et papir, hvor du skriver, hvilke
lande du har befundet dig i mere end 30 dage inden for de sidste tre år.